Her kan du læse lidt om hvem vi er og hvilke mål der ligger bag skabelsen af Amager Orienteringsklub
 
AMOK's Politikker - Bestyrelsen - Referater - Klubbens Mål - Vedtægter
 

Download AMOK's vedtægter som PDF HER

1. Navn og hjemsted

1.1
Klubben Amager Orienteringsklub der har hjemsted i Tårnby kommune, er stiftet den 20. oktober 2008. Klubben er medlem af Dansk Orienterings-Forbund (DOF) under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt forbundets love, regler og vedtagelser.

2. Formål

2.1
Klubbens formål er at dyrke orienteringsidræt. Med udgangspunkt i et stærkt fællesskab og det sociale liv i klubben, er det tillige formålet at udbrede kendskabet til orientering. Endelig er det målet at udvikle medlemmernes lyst til at påtage sig opgaver og tage et medansvar i klubben.

3. Medlemskab

3.1
Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelses- og udvalgsarbejde.

3.2
Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udpeges af generalforsamlingen. Udpegningen kræver samme majoritet, som er forskrevet til ændring af klubbens vedtægter - jf. 17.

4. Indmeldelse

4.1
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til klubbens formand. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

4.2
Indmeldelsen er bindende for mindst tre måneder, dog er der en prøvetid på 14 dage.

5. Udmeldelse

5.1
Udmeldelse skal ske skriftligt til den formanden med en måneds varsel til udgangen af en halvsæson pr. 30 . juni eller 31. december.

6. Kontingent

6.1
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

7. Restance

7.1
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Er et medlem i restance udover et halvår og er der afgivet to forgæves påkrav kan medlemskabet slettes administrativt.

8. Udelukkelse og eksklusion

8.1
Et medlem kan tildeles advarsel, pålægges karantæne, helt eller delvist udelukkes fra særlige hverv eller ekskluderes, såfremt medlemmets opførsel strider mod klubbens vedtægter, forbundets love, regler og vedtagelser eller medlemmet krænker klubbens anseelse.

8.2
Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

8.3
I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.

9. Ordinær generalforsamling

9.1
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.

9.2
Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance.

9.3
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

9.4
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opslag i klubhuset og/eller ved indkaldelse i klubblad og/eller indkaldelse via hjemmeside med angivelse af dagsorden og indkomne forslag.

9.5
Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse.

9.6
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

10. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
4. Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til orientering
5. Fastsættelse af kontingent
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af formand eller økonomiansvarlig
8. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
10. Valg af revisor og revisorsuppleant
11. Eventuelt

11. Ledelse af generalforsamlingen

11.1
Generalforsamlingen vælger sin dirigent. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og klubbens opløsning kvalificeret majoritet - jf. 17 og 18.

11.2
Valgbare til bestyrelsen er aktive og passive medlemmer, der er fyldt 14 år.

12. Ekstraordinær generalforsamling

12,1
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom, med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

12.2
Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

13. Bestyrelse - Valg

13.1
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

13.2
Bestyrelsen kan udpege enkeltpersoner, nedsætte udvalg og arbejdsgrupper til at varetage løbende eller enkeltstående opgaver.

13.3
Bestyrelsen består af en formand, en økonomiansvarlig (kasserer) og yderligere 3-5 medlemmer, der vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

13.4
Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, medens den økonomiansvarlige og 1-3 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.

13.5
Suppleanterne (2 personer) vælges for et år ad gangen. Indtræder de i bestyrelsen sidder de i det udtrædende medlems valgperiode ud.

14. Forretningsorden og tegningsret

14.1
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

14.2
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, heriblandt formanden, er til stede.

14.3
Bestyrelsens beslutninger nedfældes i et mødereferat, gøres tilgængelig for medlemmerne.

14,5
Klubben tegnes af formanden eller den økomiansvarlig (kassereren).

14.6
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal tiltrædes og underskrives af hele bestyrelsen.

15 Regnskab

15.1
Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

15.2
Bestyrelsen skal inden den 31. januar aflægge driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren.

15.3
Driftsregnskab og status fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

16. Revision

16.1
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i februar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.

16.2
Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.

16.3
Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab, bogføring og beholdninger.

17. Vedtægtsændringer

17.1
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

18. Klubbens opløsning

18.1
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

18.2
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

18.3
Klubbens formue skal ved opløsning tilfalde et almennyttigt formål inden for breddeidræt

18.4
På generalforsamlingen træffes der endeligt bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med klubbens formue, herunder eventuelt fast ejendom og løsøre.

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 20. oktober 2008